OK2020 | 18. marts 2020

OK20: Endegyldigt sammenbrud i forhandlingerne

– Vi nægter at give køb på medlemmernes krav, forklarer forbundsformand Martin B. Hansen, efter overenskomstforhandlingerne brød sammen i Forligsinstitutionen onsdag eftermiddag.

Der er ikke lykkedes Forligsmanden at få Malerforbundet og Danske Malermestre og Dansk Byggeri til at nå frem til en overenskomstaftale. Dermed er overenskomstforhandlingerne for Malerforbundet endeligt brudt sammen.

Nu er det op til Forligsmanden at præsentere en ’mæglingsskitse’, som vil blive sendt til urafstemning hos medlemmerne. En mæglingsskitse vil typisk lægge sig meget tæt op ad de øvrige overenskomstaftaler, der er indgået på andre de områder.

Den helt store knast i forhandlingerne har være Malerforbundets krav om et løft af mindstelønnen i form af akkordafsavn. Arbejdsgiverne har nægtet at forhandle om dette punkt samt de øvrige krav, Malerforbundet har stillet, og som er prioriteret af medlemmerne.

Fastholdt medlemmernes krav

– Vi har hverken været grådige eller urimelige. Medlemmernes krav har været fair og inden for den økonomiske ramme, der var lagt til overenskomstforhandlingerne denne gang. Vi ville ikke have mere end, hvad andre faggrupper har fået. Men vi ville bestemt heller ikke have mindre, som jo desværre var arbejdsgivernes udgangspunkt, siger forbundsformand Martin B. Hansen og fortsætter:

– Her til sidst holdt arbejdsgiverne fast i et ultimativt krav, vi skulle levere på – vel at mærke uden betaling for det – Hvilket vi jo selvsagt ikke kan acceptere, når de ikke vil levere på ét eneste af vores medlemmers krav til overenskomstforhandlingerne.

Påvirket af coronavirus

Det har været lange og svære forhandlinger, der yderligere blev påvirket af den aktuelle sundhedskrise. Forligsmanden valgte i første omgang at sætte overenskomstforhandlingerne på pause i sidste uge, men valgte hurtigt at genoptage disse på trods af flere protester, blandt andet fra Malerforbundet. Her så man, det ville være mest hensigtsmæssigt at udskyde forhandlinger og forlænge overenskomsten, indtil vi var ovre krisen. Men Forligsmanden holdt altså fast i, at forhandlingerne skulle fortsætte.

– Det er klart, at coronakrisen har påvirket forhandlingerne. Ikke blot fordi vi dårligt har kunnet mødes med hele forhandlingsudvalget undervejs, men specielt fordi det sætter Den Danske Model ud af kraft, når det kommer til at konflikte sig til rimelige og anstændige overenskomster, vi alle kan sige ja til, siger Martin B. Hansen.


Del: