• Malerforbundet og de øvrige forbund i BAT Kartellet kræver, at regeringen indfører 14-dages karantæne til udenlandske ansatte, der kommer til Danmark. 

Polske ansatte afslører: Firmaer ser stort på opfordring til corona-karantæne

Oprettet: 22.04.2020

Af: Søren Dahl, A4 Arbejdsliv 

Udenlandske ansatte opfordres af de danske sundhedsmyndigheder til at gå direkte i karantæne, når de krydser grænsen for at arbejde i Danmark. Det sker dog langtfra i praksis, fortæller polske ansatte.

Når udenlandske ansatte kører over den danske grænse, er opfordringen fra sundhedsmyndighederne klar: Ryk direkte i karantæne i to uger, før du går ud på en dansk arbejdsplads. 

I debatgrupper på Facebook fortæller polske arbejdere i Danmark dog åbent om, hvordan der på en række arbejdspladser bliver set stort på de danske myndigheders opfordring til karantæne. 

A4 Arbejdsliv har også talt med den polske tømrer Martin, der lige nu arbejder på en større byggeplads i København. 

Han fortæller om en hverdag, hvor alt mere eller mindre er som før coronapandemien ramte Danmark. 

- Der er stort set ingen ændringer. Jeg kom til Danmark midt under coronakrisen for fire uger siden, og startede dagen efter uden karantæne. Det samme har mine kolleger gjort, når de er vendt tilbage, fortæller Martin. 

- I starten målte de vores temperatur for at tjekke, om vi havde feber, men det er stoppet nu, uddyber den polske tømrer. 

'Jeg gik på arbejde dagen efter'

I Facebook-gruppen 'Polakker i Danmark' er der også livlig debat om de danske karantæneregler, og i flere opslag fortæller polske ansatte, hvordan opfordringen til karantæne langtfra bliver efterlevet. 

- For få dage siden kom der 10 ansatte tilbage fra Polen til min arbejdsplads, og ingen af dem gik i karantæne, skriver en Facebook-bruger i debatgruppen. 

I en anden debattråd skriver en bruger, at der kun er 'opfordring til karantæne'. 

- Man behøver ikke gå i karantæne. Det er kun en anbefaling, og det afhænger af, hvad din arbejdsgiver siger. Jeg kom tilbage fra Polen og gik på arbejde dagen efter, skriver en tredje. 

I Facebook-gruppen udtrykker flere brugere desuden forvirring over de danske regler omkring coronakarantæne. 

- I mit firma skal de polske ansatte i karantæne, mens dem, der kom tilbage fra Norge, ikke skal. Hvorfor er der forskel?, spørger en bruger. 

- Hej, jeg har et spørgsmål. Er det korrekt, at Danmark har indført karantæne for nyankomne?, spørger en bruger i Facebook-gruppen 'Polakker i Danmark'.

'Helt tosset' 

Spørgsmålet om coronakarantæne til udenlandske ansatte er et varmt politisk emne. En stribe af landets fagforeninger samlet i BAT-Kartellet (herunder Malerforbundet), samt Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti har krævet, at regeringen indfører tvungen karantæne til udenlandske ansatte, der kommer til Danmark. 

Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl, fortæller til A4 Arbejdsliv, at partiet ønsker en model, hvor myndighederne får mulighed for at pålægge ansatte at gå i karantæne, hvis de kommer fra områder med særligt højt smittetryk. 

- Men det skal også være muligt at slække på karantænekravet, hvis et land får bedre styr på coronaepidimien, og smittetrykket falder. Men lige nu er det jo helt tosset, at man uden problemer kan rejse fra Italien og Spanien og tage arbejde i Danmark uden at skulle i karantæne, siger Christian Juhl.

Han understreger dog, at det er ligeså vigtigt, at Arbejdstilsynet nu kommer i fulde omdrejninger og anlægger en hård kurs overfor brud på coronaforebyggelsen.

Indtil nu har regeringen dog ikke indkaldt til forhandlinger om tvungen karantæne til udenlandske ansatte. 

Danske regler er bedre

Spørger man den polske bygningsarbejder Martin, er det en god ting, at udenlandske ansatte ikke bliver tvunget i karantæne, når de rejser ind i Danmark. 

Han er dagligt i kontakt med familie og venner i Polen, hvor karantænereglerne for udenlandske og polske borgere, der rejser ind i landet, er langt skrappere. 

- Jeg er glad for, at de danske regler ikke er så stramme. De virker mere menneskelige her. I Polen bliver familier tvunget til at være sammen 24 timer i døgnet i små lejligheder, og det presser folk, siger Martin. 

Flere partier og fagforeninger er bekymrede for, at udenlandske arbejdere bringer smitte ind i Danmark. De kræver, at udenlandske ansatte bliver tvunget til at gå 14 dage i karantæne, før de starter med at arbejde. Hvad siger du til det? 

- Jeg kan godt forstå, at de er bekymrede, men jeg er i tvivl om, hvor meget det vil hjælpe. Og jeg kan ikke forestille mig at gå 14 dage i karantæne nu, hvor jeg overhovedet ikke har været syg. Man får det psykisk dårligt af at være indenfor hele tiden, siger Martin.

Skrappere karantæneregler i Polen 

Den polske ambassade i Danmark oplyser til A4 Arbejdsliv, at alle arbejdstagere i Polen skal 14 dage i karantæne, når de vender tilbage fra en rejse i udlandet.

Ambassaden oplyser desuden, at myndighederne via daglige telefonopkald overvåger, om karantænen bliver overholdt.

Samtidig skal borgere i karantæne downloade en app, hvor de dagligt skal registrere, at de opholder sig i deres hjem.

Hvis borgere ikke overholder karantænereglerne, risikerer de bøder på op til 5000 polske zloty (knap 8600 kroner).

Den polske tømrer mener, at de danske myndigheder i stedet burde gøre et større arbejde ud af at tjekke arbejdstagere ved grænsen, før de rejser ind i Danmark. 

- I dag kan alle komme ind, så længe de har en ansættelseskontrakt. Men da jeg kørte over grænsen, var der ingen, der tjekkede, om kontrakten var ægte, eller om jeg rent faktisk arbejdede for det firma, som stod på papiret. Det tager fem minutter at forfalske en kontrakt, og jeg synes ærligt talt, at kontrollen er til grin, siger han. 

LÆS OGSÅ: Polske Pawel smitter vel ligeså meget som danske Per?

 

Artiklen bringes på Maler.dk efter samarbejdsaftale med A4 Medier

Development: Hjemmesider.dk