Pension | 24. juli 2020

Kan gå på pension som 73-årig: ”Jeg føler mig som en karklud, politikerne bare vrider og vrider til sidste dråbe”

24-årige Christina Johansen er skiltetekniker og kan se frem til en pensionsalder på 73 år. Det er ikke holdbart, mener hun. 

– Pensionsalderen er alt for høj. Min kæreste er 11 år ældre end mig. Når jeg kan gå på pension, så er der stor sandsynlighed for, at han er død. Det er ikke retfærdigt, at man skal blive ved med at arbejde, lige indtil man er slidt helt ned eller kradser af, siger Christina Johansen.

Hendes arbejde som skiltetekniker består blandt andet i at fastmontere folie, skilte og print på personbiler, busser, lastbiler og butiksfacader. Flere gange om dagen må hun ned på knæ, op på stigen, løfte armene, bøje knæene og i det hele taget stå i mange forskellige og anstrengende arbejdsstillinger.

– Efter en travl arbejdsdag har jeg ondt i skuldrene, nakken og ryggen. Mine fingre er også begyndt at gøre ondt, og jeg regner med at skulle døje med slidgigt senere i livet, fortæller 24-årige Christina Johansen.

Urealistisk at fortsætte i 49 år

Trods den unge alder har hun været i skiltefaget i næsten ti år. Hun startede uddannelse som 15-årig, og har siden arbejdet med at designe, producere og opsætte skilte.

– Det har altid været min drøm at blive skiltetekniker og jeg elsker mit arbejde. Skilte viser vej, oplyser, advarer og meget andet. De er en del af hverdagen. Uden skilte ville verden jo ikke fungere. Folk ville i hvert fald have svært ved at finde rundt. På den måde er vores fag overalt, men ingen ved rigtigt, hvem vi er, fortæller Christina Johansen.

Selvom hun er stolt af sit fag og glad for håndværket, så er hun alvorligt bekymret for, om hun kan holde til at arbejde, indtil hun kan gå på pension som 73-årig.

– Det er ret urealistisk at jeg kan fortsætte sådan her de næste 49 år. Det holder min krop ikke til. Faget slider og det bliver jo kun værre med tiden, siger Christina Johansen og fortsætter:

– Som alle andre drømmer jeg jo om at rejse og nyde livet med familie og børnebørn, når jeg er færdig med arbejdslivet. Men jeg frygter, at når den tid kommer, vil jeg være nødsaget til at gå med rollator, fordi min krop er slidt op.

Ønsker tidligere pensionsalder

Christina Johansen har mange jævnaldrende venner, der stadig er i gang med uddannelse. Hun finder det uretfærdigt, at hun kommer til at have godt 10-12 år ekstra på arbejdsmarkedet end dem. Og endda i et job, der slider mere fysisk.

– Jeg ved godt, det også kan være opslidende at sidde på kontor, men ikke på samme måde. Kroppen som maskine kan man vedligeholde nok så meget med de rigtige værnemidler. Men det ændrer ikke på, at når den skal køre mange omdrejninger hver dag i mange år, så bliver den altså slidt ned til sidst, siger Christina Johansen.

Hun ville ønske, politikerne fik øjnene op for den virkelighed, som hun og kollegaerne står i, og at der blev indført en tidligere pensionsalder for dem, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet. Hun forstår ikke, at man i dagens Danmark åbenbart skal være helt slidt ned, før man må trække sig tilbage.

– Jeg føler mig lige nu som en karklud, politikerne bare vrider og vrider til sidste dråbe, siger Christina Johansen.

Fagforbund kæmper for værdig tilbagetrækning

Malerforbundet er sammen med Fødevareforbundet NNF, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk El-Forbund gået sammen i Alliancen for en værdig tilbagetrækning.

De fire forbund i Alliancen vil sammen kæmpe for, at der politisk bliver indført ret til tidligere tilbagetrækning for dem med de længste og mest nedslidende arbejdsliv.


Del: