Arbejdsmiljø | 21. april 2021

Social dumping skaber unfair konkurrence

Udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft er ikke bare moralsk forkasteligt, det skaber også unfair konkurrence, lyder det fra forbundssekretær i Malerforbundet Jesper Carl. Han mener, at kontrolbesøg fra fagforeningen er et nødvendigt våben i kampen mod social dumping.

Udenlandske kollegaer er meget velkomne i vores fag. Men vi kræver, at de arbejder under danske løn- og arbejdsvilkår. Det understreger Jesper Carl, der er forbundssekretær i Malerforbundet.

Han oplever, at social dumping stadig er en stor udfordring:

– Af mængden af sager, vi har i Malerforbundet, må vi desværre konstatere, at vi stadig har et stort problem i malerfaget, siger Jesper Carl.

Når Malernes Fagforening lokalt rykker ud på arbejdspladserne og tjekker op på de udenlandske kollegaers arbejdsforhold, finder de ofte brud på overenskomsten og gældende løn- og ansættelsesforhold.

– Det er typisk manglende pension, SH-penge, kørepenge, overtidsbetaling, der er tale om. Og vi oplever også, at de får en timeløn, der ligger under fagets mindsteløn.

Unfair konkurrence

Og det er ikke kun de pågældende underbetalte arbejdere, det går ud over. Faktisk er de ringe forhold og overenskomstbrud til skade for hele faget, fortæller Jesper Carl:

– For det første er det jo moralsk forkasteligt, at man får en lavere løn, fordi man kommer fra et andet land. Men hele branchen lider jo under det. Hvis man aflønner sine ansatte til det halve og –  som vi også ind i mellem oplever det – får dem til at arbejde sort, så går det jo også ud over vores medlemmer, staten og de virksomheder og arbejdsgivere, der kan finde ud af at overholde reglerne. Det er jo unfair konkurrence!

Årsagen til underbetalingen af de udenlandske arbejdere kan skyldes uvidenhed om danske arbejdsforhold og bestemmelser. Men ofte er der tale om systematisk udnyttelse af arbejderne, orkestreret af kriminelle bagmænd, fortæller Jesper Carl.  

– Vi vil fortsætte med at rejse de her sager og afkræve dokumentation for, at overenskomsten bliver overholdt. Er der brud på overenskomsten, stiller vi krav om bod på differencen.

Pladsbesøg er en nødvendighed

Men for at fagforeningen kan finde frem til og rette op på ulovlige forhold, er det nødvendigt, at der er adgang til arbejdspladserne.

– Det er nødvendigt for os, at vi kommer ud på pladserne og får talt med de her folk og får afklaret, om der er et sted, skoen trykker. Vi er i de seneste år blevet bedre til at lave de her pladsbesøg, men vores ambition er at komme endnu mere ud, fastslår Jesper Carl.

Derudover vil Malerforbundet være med til at lægge et politisk pres på, at bygherrerne i højere grad kontrollerer, at løn- og ansættelsesvilkår, arbejdsmiljøloven og arbejdsklausuler bliver overholdt.

– Og så kommer vi ikke udenom, at kædeansvar er et nødvendigt tiltag. Det nytter ikke noget, at hovedentreprenøren kan vende det blinde øje til, mens der snydes længere nede i entreprisekæden.

Københavns Kommune, der de senere år har arbejdet aktivt for at kontrollere, at alle ansatte på de offentlige projekter og arbejdspladser har ordentlige løn-og arbejdsvilkår, er også et tiltag, som Jesper Carl meget gerne så udbredt til resten af landet.

– Der skal og må sættes hårdt ind over for denne udnyttelse af arbejdskraft. Vi har jo også en faglig stolthed i faget, som jeg ved, at både svende såvel som mestre også har en stor interesse i at værne om, lyder det fra Jesper Carl.


Del: